Hvordan kan man dyrke sex med et lille barn?!!!

Idag var min lille dreng på 6 år i karbad. Han hujer og leger og har en fest.

Som han sidder der og nyder sin barndom i fulde drag, sidder jeg på badeværelset og tænker på et opslag, som jeg lige har læst. Et opslag om hvor ondt en far har gjort en datter i en fjern barndom. Og jeg kigger på min lille bitte søn. Hans krop er så lille og ubeskyttet, som han sidder der. Men han ved det slet ikke.

Han ved ikke at der findes den slags ondskab i verden. Han kigger glad op på mig og spørger, hvad der skal ske med robåden, hvor han selv, mig og mormor sidder i (vi er i dagens anledning Lego mennesker). Jeg svarer ham, imens jeg tænker videre.

Hvordan fanden kan nogen finde på at røre ved så lille et menneske?!!

Jeg tænker tilbage på min egen barndom. Min far kunne finde på det, og gjorde. Jeg har været på min søns alder, eller yngre, da min far begyndte at misbruge mig seksuelt. Føj! Hvordan fanden kunne han finde på det? Hvordan fanden kunne han nyde det? Det sidste kan slet ikke trænge ind i min fjerneste fantasi.

Men jeg ved det jo godt. Han kunne nyde det, fordi nogen har gjort ham ondt, da han var helt lille. Lille og ubeskyttet. Al godhed, der dengang boede i den lille dreng, er blevet tæsket ud af ham med seler, træbøjler og grydeskeer. Og han sov ved sin mor, når hans far var på havet, indtil han var stor teenager…

Dette er ikke hyggelig læsning. Det ved jeg godt. Det er sjovere at se en genudsendelse af Rundt på gulvet. Men det er virkeligheden. Desværre.

Børnene kan kun blive reddet, hvis der er voksne, der passer på dem.

De voksne er dig og mig.

Min søn kigger glad på mig og smiler. Jeg rækker ham håndklædet, da han er færdig. Uden den mindste krops forskrækkelse tørrer han sig og tager sit undertøj på. Jeg krammer hans lille krop lidt ekstra under denne aftens putte øjeblik. 

Han kender ikke til verdens ondskab. Og jeg skal nok sørge for, at så mange børn som muligt får det ligesom ham.

Håber I er mange derude, der vil hjælpe mig…

De der dage, hvor noget pludselig nager nede i maven, og ikke rigtig vil gå væk. De dage er faktisk nødvendige…

Og sådanne en dag, har jeg idag.

Jeg sad lige og kiggede på Facebook, da der kom et venneforslag op. Det var min onkel José. Jeg kom til at tænke på en gang, hvor jeg var lille, og vi var til fest hos min faster og onkel. Jeg skulle hælde lidt saftevand op i køkkenet, men fik øje på en snegl nede i kanden?!! Nå ja, min onkel er fra Spanien. Han mødte min faster, da de var helt unge, og hun var på ferie i landet. Så deres madvaner var lidt anerledes, end jeg kendte hjemmefra vores eget hjem. Sneglen var kravlet fra én skål til saftevands kanden. Så pludselig havde jeg hverken lyst til saft eller mad. Jeg har altid tænkt tilbage på de små sjove oplevelser. Således også i det sekund, som venneforslaget kom op på min skærm. Og først blev min krop fyldt med sådan en varm glæde, der spredte sig helt ud til fingerspidserne. Men med ét fik jeg ondt i maven og alt trak sig sammen i mig. En kulde spredte sig med lynets hast. Og den kulde sidder der endnu.

Hvorfor?

Min faster og onkel var en stor del af min barndom. Faktisk den mest lykkelige del. Hos dem var der altid godt humør og hjertevarme. Og tryghed. Trygheden var for mig et ukendt land, da min far systematisk misbrugte mig til hans seksuelle fornøjelser. Men, hos faster og onkel var der trygt og godt. De blev for mig en slags forbillede at spejle sig i. Siden de så godt kunne lide mig, måttejeg jo trods alt være noget værd. Ikke?

Så kom dagen, hvor jeg afslørede min far. Endelig var jeg “fri” i den forstand, at jeg ikke længere skulle holde på den største og mest grimme hemmelighed i verden. Men!! Fra den dag ændrede alt sig. Også den måde min faster og onkel så mig på. Min far har fundet på løgne, der er så gode, at hans del af familien troede ham. Blandt de løgne, var der historien om, hvordan han tog en fængselsstraf fordi han ikke ønskede at fremstille mig, hans stakkels lille datter, hvis mor havde manipuleret med hende, som en løgner. Nej, han synes det var slemt nok for mig, så han tog sin straf og verden fordømmelse, for at beskytte mig. FØJ!!

Men min faster og onkel troede ham. Eller også var det det nemmeste og mest rare for dem. For så var de jo ikke i familie med en pædofil. 

Nå, lang historie kort, jeg mistede hele den del af familien, som var på min fars side. Dem som jeg var vokset op med og havde fundet den eneste tryghed i.

Til daglig har jeg egentlig pakket dem væk i en lille kold kasse, hvor på der står “mennesker som har forrådt dig og ikke fortjener din kærlighed eller omtanke” . Men idag, der vil jeg have lige have lov at mærke den kulde, den smerte i maven, som en kniv der er stukket ind og drejet rundt. For den smerte minder nemlig om, at der engang var kærlighed imellem os. 

Og den kærlighed er aldrig tabt. Og minderne er ikke kolde.